Glad igen

Nu er jeg ikke sur mere.

Det var jeg hele sidste uge.

Jeg var klar til at smide håndklædet i ringen på hele projektet, men en søndagstræning med Xena vendte udviklingen.

Jeg har været SÅ træt af, at have ondt i anklerne. Træningen spillede ikke rigtigt og der skete (sker) absolut ikke noget med vægten.

PIS!

Så Xena hankede op i mig og søndag morgen lagde vi fra land. Så hårdt, at jeg stadig har ondt i benene. Men det gør ingenting for mine lamme ankler er kureret.

Som nogen måske husker, så er jeg ikke fan af at løbe.

Men nu!

Jeg elsker det. Og kun fordi jeg kan.

Og jeg vil. løbe, løbe løbe.

Det var god træning i dag. Vi skal oppe os og der skal mere vægt på.

Jeg tolkede det sådan, at jeg skulle sørge for, Xena fik nok vægt på. Så hvis hun ikke er øm i morgen får hun en lammer.

Nu skal jeg have en is.

Fordi jeg kan…

Gasblå

Anja er vores mor. Hun står for tirsdagstræningen.

Den er altid varieret. Og sjov.

Anja er et lidt engleagtigt væsen, hvis autoritet for en stor del ligger i, at hendes røv stadig sidder hvor den skal – måske endda lidt højere.

Det er i hvert fald godt nok til mig.

Nå, men mantraet for aftenens træning var “Mere Vægt På!”

Man tager lige et hurtigt kig på Røven og tænker “Ok”.

Xena og Gabrielle kæmpede sig igennem. Og det var rigtig fint.

Indtil vi kom til Chin Ups.

Man står på kassen, kommer til at hænge i armene, hiver alt hvad man overhovedet kan, og der sker

INGENTING!

Ikke før ens træningsmakker med et godt greb om benene og fuldstændig gasblå i hovedet løfter 66 af ens 68 kg.

Jeg har altid været lidt misundelig på dem der bare lige hiver sig op. Det ser megafedt ud.

Der er et stykke vej endnu…

Hval-wellness

Tirsdag er Fys-dag.

Denne gang fik jeg ikke skæld ud. Tværtimod.

Det blev næsten en wellness-oplevelse.

Der var selvfølgelig nåle og chokbølger involveret som sædvanlig. Men også massage. Det kan vi godt lide.

Jeg må stadig ikke løbe. Det gør mig lidt ambivalent.

På den ene side, så er løb, for mig, forfærdeligt. Det, at skulle flytte sin krop hurtigere end langsomt, og gøre det i længere tid – kan det bliver værre..?
Og Fysioterapeuten sagde jo, at massage og MÅSKE lidt roning og crosstrainer kunne være en begyndelse…

På den anden side, ville det jo være ret fedt, hvis man kunne komme med i gruppen af (irriterende) mennesker, som bare løber let som vinden. Med store smil og håret flagrende smukt.

Men vejen fra hval til gazelle virker bare umulig. Og det er sikkert heller ikke meningen, at alle skal kunne løbe. Og de er også meget højere og smukkere og de havde garanteret også en pony som barn.

Knækkede ankler

En lidt stille uge er gået hen.

Jeg er ved at nå det punkt, hvor jeg glæder mig til træningen. Hvem skulle have troet det.

Havde nok forventet, at jeg nu kunne hoppe i en størrelse 36 med den super-helte-indsats jeg har leveret.

Men nej.

Jeg er stadig lidt udfordret med mine akillessener, egentlig var det bare den ene, men nu er det to.

Jeg har været til behandling hos Fysioterapeuten og det var egentlig meget godt. “Ingen hop og ingen løb” sagde hun. Det skulle være nemt nok at undgå tænkte jeg.

Søndag var der løb igen og jeg kunne med god samvittighed skrive “jeg springer over” (indsæt engle-emoji her).

Men da der så kun havde været 4 til træning og der kom en status fra træneren skrevet med stram trutmund, fik jeg alligevel lidt dårlig samvittighed.

Jeg skimmede holdplanen og tænkte “Walk-it” det må være en passende bodshandling. Så jeg stod op kl. 5.30 mandag morgen og susede afsted.

Jeg gjorde mig umage, selvom det var kedeligt. Jeg smilede og svedte og travede afsted. Meget omhyggelig med at sætte hælen i først ud fra den filosofi at det ville være godt for mine ankler at blive strukket godt ud.

Jeg er en idiot.

Det ved jeg nu, fordi min Fysioterapeut fortalte mig det.

Da jeg kom til anden behandling, med to akillessener der brændte, som var de ved at selvantænde, var hun meget forundret.

“Har du løbet” spurgte hun med sin Store Bukke-Bruse-stemme.

Det kunne jeg heldigvis svare nej til. Men det var ligemeget, da hun med den allerstørste Bukke-Bruse-stemme fandt ud af jeg havde været til Walk-it. Jeg gør det aldrig mere.

Jeg fik en behandling mere, denne gang på begge ben. Fordi jeg er en idiot.

Når jeg går føles det som om mine ankler er knækket. Jeg skulle hilse og sige, at det er værre end et trælår.

Vikaren

Jeg er træt.

Ind til benet træt.

Vi havde vikar i dag.

”Find en bar, en måtte og en bænk.”

Det kunne jeg godt.

Så sagde hun; Gronk. Gribble, gok. Gak, gork, goonk.
Det var jeg lidt mere usikker på, men det skulle i hvert fald vare i 12 minutter og jeg havde en forventning om smerte.

Og det var ikke helt forkert.

Bagefter skulle vi lave noget andet smertefuldt i 12 minutter.

Xena var min buddy, så jeg følte mig som Gabrielle. Men det er ok at gemme sig lidt, når man er bange for vikaren. Hun var helt vildt sød, men hun er altså ikke en man lægger arm med på Lumskebugten lørdag aften uden det får konsekvenser.

Turen hjem gik ok. Mest fordi jeg havde mistet følelsen fra taljen og ned.

Jeg er ved at være så øvet udi smerte, så jeg var klar over det gjaldt om at komme i bad inden hammeren faldt.

Det var ynkeligt, da jeg rejste mig fra putningen af ungerne. Jeg kunne bare se på KH at han tænkte på morfar, som går med gangstativ.

Resten af aftenen er gået med varme katteomslag og en endnu ikke færdig plan for, hvordan jeg nemmest ruller de 20 meter fra stolen til soveværelset.

Xena Warrior Princess

Jeg er jo ikke alene om at træne.

Vi er et lille hold, små 20 stykker. Alligevel er der stor spredning. I alder og formåen.

Vi har dog en ting til fælles; Ønsket om forandring.

Nogen gange er der også lidt konkurrence. Jeg har for længst accepteret, at når det kommer til at flytte min krop, så har jeg tabt. Men så vil jeg altså ikke være den dårligste til alt det andet også.

I går skulle jeg lave maveøvelser. En fra holdet – vi kan jo kalde hende Mette – skulle lige vise mig hvordan.

Mette er en slags moderne Xena Warrior Princess. Hun har aldrig rigtig ondt, selvom hun kører på som en Duracell kanin. Den eneste gang der har været bare lidt ømhed, havde hun lige taget en ekstra træning med de store drenge til CrossFit.

Men vi skulle lave maveøvelser.

På bold.

Mette: ”Kan du mærke det?”
Mig: ”Mmmm. Hvor mange skal man tage?”
Mette: ”Vi kan bare nøjes med at tage 20 i første runde.”
Mig: ”OK.” (2, 4, 6, 12, 18, 20) – “færdig!”

Og vi kom igennem. Nogen mere elegant end andre.

Og det var fint.

Indtil i dag.

Nu er det sådan, at herhjemme er der ikke andre end mig, der har ondt af mig.

Derfor tænkte jeg, at det var en god idé at introducere maveøvelserne for lille Buller, for så ville jeg helt sikkert ikke komme til at lide alene.

Så efter aftensmaden, ville jeg lige vise ham hvordan.

I mangel af bold tog jeg en stol som rekvisit.

Øvelsen udføres sådan:

Sæt dig på bolden.
Læn dig tilbage, så bolden støtter under lænden.
Tag hænderne op til ørerne
Kør så op og ned, som ved en helt almindelig mavebøjning.

Det der her skete var:
Sæt dig på stolen.
Læn dig tilbage på stolen.
Gå i panik, fordi du er fuldstændig ude af stand til at rejse dig op igen.

Jeg var røget rundt på skjoldet uden nogen som helst mulighed for at komme op igen. Lille Buller og skattepigen var i den grad underholdt.

De forbarmede sig først over mig, da den brændende fornemmelse i mine ribben truede med at selvantænde.

Men der er 9 uger igen, så jeg skal nok få min hævn.

 

Djævlen på ruten

I dag har jeg lidt ondt af mig selv. Det må man gerne en gang i mellem.

Taget i betragtning af, at jeg har en forholdsvis lille krop, så har jeg ondt utrolig mange steder.

Det værste er min akillessene, som nok desværre er overbelastet efter mit andet løb på djævleruten. Og hvis 52 minutter og 50 sekunder er en flot tid, så må 52 minutter være endnu flottere.

Men jeg fik også hjælp.

Det var egentlig fint nok til at starte med. Jeg fik lov til at løbe alene og kunne sådan set passe mig selv.

Men så dukkede pinslerne op. Jeg forsøgte lidt forsigtigt med, at det var fint at løbe alene, men der var ingen kære mor.

Jeg tror, at hun tror, at jeg synes, det var en fin tur.

Men det var nok mere sådan her:

Mig: ”Puha” (og lagde ansigtet i de rette folder til lige at gå lidt)
X: ”Nej, kom nu. Bare hen til brændestakken. Det ved jeg du kan.”
Indre Mig: (Nej, det ved du ikke)

X: ”Har du det ikke varmt med alt det tøj?”
Mig: ”Nej, det er fint.”
X: ”Det er altså alt for meget tøj. Det er bedre at tage mindre på og så løbe lidt hurtigere, hvis man fryser.”
Indre Mig: (Ok, frøken stankelben-der-vejer-45kg ligner jeg en, der på nogen måde, kan løbe hurtigere uden at få alvorlige problemer? Jeg tror det ikke.)
Mig: ”Det er fint.”

X: ”Det går rigtig fint.”
Mig:

X: ”Bare op til næste bakketop. Det kan du godt.”
Mig:

X: ”Nu er vi halvvejs, så er det værste overstået.”
Indre Mig: (Smut du bare, så kender jeg godt vejen – nå ikke?)

X: ”Nu skal vi bare hjem, så får du en god tid.”
Indre Mig: (Jeg har en god tid.)

X: ”Jeg kan aldrig huske mine tider.”
Indre Mig: (Det kan jeg godt. Du løber ruten på 26 minutter. )

X: ”Kan du huske din tid fra sidste gang?”
Mig: ”52 minutter og 50 sekunder.”
X: ”Nå…”
Indre Mig: (Nå, så du kunne godt huske din egen alligevel.)

X: ”Så skal vi bare rundt i sidste sving, så kan vi se de andre.”
Mig: ”Ok.”
Indre Mig: (Jeg håber, du falder og det bliver mega-pinligt for dig.)

X: ”Godt gået. Bedre tid og du har oven i købet taget trapperne!”
Mig: ”Ja. Tak for hjælpen.” (Det mente jeg næsten.)

Trælår

Så er vi i gang… igen.

Efter 2 leverpostejsuger, rent træningsmæssigt, så fik jeg lidt bedre fat om battet i dag.

Og det var fantastisk!

Forestil jer et helt almindeligt træningscenter med helt almindelige, veltrænede mennesker. Midt i mellem dem står en 164 cm lille, rund krop.

wonderwomanVægstangen er kæmpet op på skuldrene. Man sporer en vis beslutsomhed. Den lille, runde krop VIL lære at lave squats.

Det går egentlig ok – op og ned. Måske ikke helt nok ned, men det er svært at holde styr på for korte haser, ledeløse knæ, stive hofter og et godt svaj i ryggen.

”Blokeringen sidder i hovedet”, siger Peter. Ja det er godt med dig, tænker den lille runde krop og går all in. Det sætter gang i en lavine, som stopper ved at den lille, runde krop ligger på gulvet med vægtstangen et helt andet sted end på skuldrene.

Underholdningsværdien er høj…

Jeg VED, at den lille runde krop kommer til at gå rundt på to træben i morgen.

Men det var fed træning – også selvom der lå en parkeringsbøde og ventede.

Til verdens ende

Så er første uge af træningshelvedet overstået. Og i fin stil, men det kommer jeg tilbage til.

Først et lille tilbageblik…

Starten gik i mandags med indvejning. Forskellige tests og ikke mindst før billeder. Mine bekymringer om, hvorvidt jeg kunne tillade mig at have korte tights på, var ret ligegyldige. De kom til at se det, der var meget værre end meget hvidt…

Umiddelbart var det ikke nogen katastrofe, men klart med plads til forbedringer. Især på løbetesten, som gav mig et kondital som en skindød. Faktisk fik jeg lidt ondt af vores løbetræner, som 12 søndage i træk skal forhindre de andre i at stene mig.
Et lille tip: Har du så ondt i armene, at du ikke kan løfte dem, men vil helt vildt gerne have vasket hår? Så sæt dig på knæ SAMTIDIG med du lader albuerne hvile på amaturet.

Tirsdag var der fællestræning som vel kan sammenfattes til; det var sjovt, det var hårdt og jeg vænnede mig til at komme sidst.
Der var både frøhop og hop på højre og venstre ben. Kombineret med stafet som i yndling ligger lige efter at få en syl i øjet.

Torsdag gik med styrketræning, hvilket klart er min favorit.

Og så afslutningen på ugens træning.

Løb.

Djævleruten.

En rute på 5,5 km som går alt for meget opad, alt for længe. Og som træneren sagde: “Det er ikke raketvidenskab. Vi sætter den ene fod foran den anden og løber”. Og det gjorde jeg så. I 52 minutter og 50 sekunder. Det kalder jeg en flot tid!